Om mig

Stemningsfulde billeder af gode mennesker og deres største øjeblikke. Bryllupper, events og familiebilleder.

1FamilieportrætCAM12672.jpg

Jeg tror, jeg blev fotograf, fordi jeg ikke kunne lade være. Det startede med et gammelt Nikon kamera, lidt feriebilleder og ønsket om at indfange venner og den nærmeste familie til fotoalbummet. Men så greb det om sig.

En særlig stil havde jeg ikke ligefrem. Jeg skød mennesker, blomster, stjerner, bygninger og flotte udsigter, men jeg skød uden at vide meget om, hvad jeg gjorde. Syntes bare det var sjovt. Som tiden gik, fik jeg dog flere og flere billeder i rygsækken. Jeg lærte lidt om iso, lidt om lukketid og lidt om blænde, og så besluttede jeg mig for at give den en skalle. Jeg havde brug for en udfordring af de helt store. Så jeg blev tvunget til at få styr på alt det, jeg stadig ikke kunne og vidste. Jeg ville fotografere … et bryllup.

Og ja, selvfølgelig var jeg ved at s…. i bukserne

Det lykkedes. Jeg fik min første bryllupsopgave. I en lille flække på Sydfyn. Eneste problem var, at jeg stadig anså mig selv som en glad amatør. Jeg kunne umuligt leve op til deres forventninger. Til det ansvar. Og hvis jeg ikke leverede, ville jeg snyde dem for noget, der aldrig nogensinde kunne gøres om.

Jeg underdriver ikke, hvis jeg siger, at jeg var ved at s…. i bukserne af skræk. Men altså. Rocky vandt heller ikke sine kampe uden træning. Så jeg gik i træningsmode. Jeg øvede. Jeg fandt en slags mentor, som delte sine tricks (tak, Mads), og så gennemtrawlede jeg Youtube for “How to shoot weddings”-videoer (tak, Youtube).

Fast forward!

Nu tror I nok, at der kommer til en lykkelig slutning på historien om mit første bryllup. Men …

Det gør der selvfølgelig. Altså ikke at jeg ikke lavede fejl og havde mine udfordringer, men jeg kom i mål. Selvom jeg knap turde kigge billederne igennem, da jeg kom hjem, så leverede jeg faktisk en ordentlig stak billeder, som jeg var sindssygt stolt over - og som de blev rigtig glade for. Nu var jeg i gang. Jeg kunne kalde mig bryllupsfotograf.

Det er faktisk lidt vildt

Bryllupsfotografering er uden tvivl noget af det mest livsbekræftende, jeg til dato har kastet mig over. Jeg kommer helt tæt på en masse dejlige og glade mennesker, mens de fejrer det største, man overhovedet kan fejre; kærligheden. Det er den, der altid er mit mål, når jeg møder op med mit kamera. Det er sjovt, spændende, udfordrende og hårdt, og altid det hele værd, så jeg glæder mig altid til mit næste bryllup.

I dag er det dog ikke kun bryllupper, jeg fotograferer. Men jeg søger først og fremmest opgaver, hvor jeg, ligesom ved bryllupper, kan byde ind som dokumentar-fotograf. Som ham der indfanger store øjeblikke, som de faktisk er. Ægte smil. Ægte tårer. Autentiske øjeblikke, som fortjener at blive bevaret.

Men hvem er Krogsøe Foto?
Mit navn er Peter Krogsøe. Jeg er 40, og bor i Tranbjerg med min kone og vores tre (oftest) søde unger.

Jeg er (til daglig) kommunikationskonsulent med speciale i rekruttering. Er uddannet i idéhistorie, retorik og journalistik, og har i øvrigt spillet (og optrådt med) musik i rigtig mange år. Også til bryllupper. Nu får jeg mest mit kreative sus igennem fotograferingen.

1Peter portræt webPeter Krogsøe.jpg